Town Square er et lækkert udendørs shoppe-område, lidt uden for The Strip, tæt på lufthavnen. Det er de færreste turister der kender til det, da man ikke lige kan gå derud, men skal have bil eller taxa. Town Square ligger på 38 Hektar og indeholder gode butikker, skønne restauranter, kontorer og et stort Whole Foods Market. Town Square åbnede for publikum 14. november 2007.

Town Square består af 26 bygninger, med 79 forskellige facader typer – med arkitektur fra hele verden. Udover shoppe-muligheder, er der også en børnepark og masser af naturligt græs.
Town Square har over 120 butikker, f.eks.: H&M, Apple, Abercrombie & Fitch, Sephora, og Lucky Brand Jeans. (At der ligger en Apple butik, siger noget om at det er et kvalitets sted – Apple lægger kun butikker, der hvor de gode kunder kommer og butikken er altid fyldt.)

Town Square har også et Whole Foods Market – et supermarked med økologi som omdrejningspunkt. Er man træt af hotellernes buffeter kan man spise økologisk morgenmad her, og få en kop økologisk kaffe eller juice. Madens kvalitet er meget høj og smager rigtig godt.

Der er over 20 restauranter – bl.a.: California Pizza Kitchen, Yard House og Texas de Brazil.
Lige ved siden af ligger elektronik giganten Fry’s Electronics, med alt inden for elektronik: Computere, vaskemaskiner, spillekonsoller og andet sjov.
