Måske er det verdens mest berømte skilt – Las Vegas skiltet. Det står ved indkørslen til byen og er en rigtig turistmagnet. Der er altid en masse mennesker der skal have taget billeder foran det.

Skiltet blev designet i 1959 af Betty Willis og er 7,6 meter højt og står på Las Vegas Boulevard. Big Bus har et stop ved det, men man kan også tage bilen eller gå derud (det er et stykke uden for center af byen).
Det er interessant at det blev en kvinde der designede skiltet, da det skete i en tid hvor verden var meget mandsdomineret. Hun fik aldrig lavet et trademark på skiltet (hvilket betyder at alle må lave en kopi af det og sælge det – hvilket mange souvenirbutikker har benyttet sig af). Hun er senere citeret for at sige: “Det er min gave til byen.”
Udover det berømte skilt, har hun også designet skilte for:
- Moulin Rouge Hotel
- Buxom Motel Blue Angel sign
- Stardust Casino
- City Center Motel
- Bow and Arrow Motel
- Del Mar Motel
- Riviera pylon
Betty Jane Willis døde i 2015, i en alder af 91.

Ønsker man at få taget et billede foran skiltet, skal man have god tid – der er næsten altid en lang kø af folk. Men på den anden side, er det et godt minde at have med hjem fra turen.
Et gammel slogan siger: Hvad der sker i Vegas, bliver i Vegas…. men er efterhånden omskrevet til: Hvad der sker i Vegas, bliver på Facebook 🙂
