Transport fra lufthavnen
Der er flere muligheder for at komme fra lufthavnen til hotellerne.

Taxi
Den nemmeste er at praje en taxi og blive kørt til døren. En tur fra lufthavnen til hoteller midt på strippen koster ca. 25 $ (alt efter hvor på strippen man skal hen). Chaufførerne plejer at tage motorvejen, så man får kun set meget lidt af strippen på den måde, men det er så også den hurtigste måde. De fleste taxier kan tage kreditkort, men spørg lige først. Ellers handler det om at have kontanter på beløbet (husk drikkepenge) – da mange taxier prøver den med ikke at have nok byttepenge og andre narrestreger for at tjene lidt ekstra.

Taxi

Hotel shuttle
Mange vælger at bruge en shuttle (hotel-bus) til hotellet. De koster som regel under 10 $ pr. tur, der skal betales kontant (og husk drikkepenge). Fra de store hoteller er der bus 3-4 gange i timen, men tjek hotellets hjemmeside inden afrejsen.

Limousineservice
Er man til stil, så kan man nuppe en limousine fra lufthavnen til hotellet. Det koster fra 100 $ pr. tur, men så kommer man også frem på den lækre måde.

Lejebil
Man kan også leje en bil hjemmefra (billigst måde), og selv køre fra lufthavnen. Ved ankomsthallen går der gratis bus til biludlejningen – en bygning hvor alle biludlejningsselskaber er samlet.

I Las Vegas køres der pænt, så man skal ikke være bekymret for trafikken. Alle hoteller har gratis parkering (enkelte er dog begyndt at tage penge for parkering, hvis man ikke er hotelgæst), og der er også mulighed for Valet-parkering, hvor man for et beløb får parkeret bilen og kan hente den igen, når den skal bruges. Så slipper man for at lede efter en parkeringsplads selv. Billeje i Las Vegas er til rimelige priser, man skal bare passe på at de ikke får solgt for mange overflødige forsikringer. Vær også OBS på benzin. Som regel er det dyrt at lade dem fylde bilen op ved tilbagelevering, og der ligger flere tankstationer i nærheden at biludlejningen.

På The Strip
Da The Strip er meget lang, foretrækker mange at blive kørt fra sted til sted. Der er flere forskellige muligheder, så der er noget for enhver pengepung og smag.

Taxi på The Strip
Taxi er ikke den billigste mulighed, men der er mange af dem, så det er en nem måde at komme fra sted til sted. Bemærk, at hvis du tager en taxi, kan den ikke bare stoppe hvor den vil – de stopper kun ved hoteller og udvalgte pladser. På de fleste hoteller er der taxi-pladser, hvor man står i kø for at komme med en taxi. Især omkring frokost, aftensmad og ved teatertid, kan der være lang kø.

Monorail
Bag hotellerne er en monorail, der går fra MGM til SLS. Det er en meget nem måde at komme hurtig frem og tilbage – men vær opmærksom på at stationerne ligger helt inde bagerst på hotellerne, så der er et stykke at gå. Læs mere om Monorail her.

Las Vegas Monorail
Las Vegas Monorail

Gratis Tram
Der er også et par gratis tog, mellem nogen af hotellerne. Her kan man hurtigt komme et godt stykke og de kører som regel til midnat. Der findes følgende:

– Mandalay Bay Tram, mellem Mandalay Bay, Luxor og Excalibur
– CityCenter Tram, mellem Monte Carlo, Crystals og Bellagio
– Tram, mellem Treasure Island og The Mirage

For at komme til disse tog, skal man helt ned i bunden af kasinoet – det er bare at følge skiltene inde i kasinoerne.

Tram til Mandal Bay - Foto: André Stæhr
Tram til Mandal Bay – Foto: André Stæhr

Busser
Busserne kører på hele strippen og er en enkelt måde at komme frem og tilbage. Med bus kan man komme gennem hele strippen, til Downtown, til Convention Centret, og Premium Outlet nord og syd. Man skal have trukket en billet inden man stiger ombord, i automaten der er ved stoppestedet.

Der er også forskellige gratis-busser, mellem hoteller. De fleste kræver at man bor på hotellet og man skal vise sit hotelkort. Det er ofte hoteller der ligge lidt uden for The Strip, der har disse busser.

På gåben
Man kan gå hele vejen på The Strip – og der er rulletrapper mange steder, når man skal op over gaden på de mange gangbroer. Man vil måske synes det er noget pjat, men de er faktisk en kærkommen pause – det er hårdt at gå på The Strip. Da man går meget op i sikkerhed, er der meget få steder der er fodgængerovergange. Og man kan heller ikke løbe over gaden – der er hegn i midterrabatten de fleste steder.

Den renoverede Brooklyn Bridge, foran New York New York - Foto: André Stæhr
Den renoverede Brooklyn Bridge, foran New York New York – Foto: André Stæhr

Når man vælger at gå, skal man huske på noget rigtig godt fodtøj – det er hårdt for fødderne at gå i Las Vegas.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.